Siste innlegg

Realistisk, poetisk og fantastisk langt ute: Samsnakk med Susanne Christensen

Susanne Christensen ga ut essayet LEONORAS REISE høsten 2019, en dobbelt portrettbok av surrealistkunstneren Leonora Carrington og den såkalte kulturarbeideren. LEONORAS REISE er både en ode til en kvinne og lyrisk sakprosa – to av B&Bs store interesseområder. Vi har snakket med Christensen om Leonora, om det å reise og skrive, om surrealistiske skrivemåter, og håpet om en ny magisk fremtid. Christensen er en dansk-norsk kritiker og forfatter med lang fartstid blant annet i Vagant, Klassekampen og diverse tidsskrifter og antologier. Hun har også gitt ut essaysamlingene DEN ULNE AVANTGARDE og EN PUNKBØNN. I 2011 ble hun kåret til årets kritiker. Nylig kom LEONORAS REISE ut i Danmark (anmeldelse 23.12. 2020, Litteratur Nu).

Husmalersken Ragnhild Aarviks portrett av Susanne Christensen med en av Leonora Carringtons skulpturer.



Fredag 18. desember 2020 kl 12:58


Aina: Hei Susanne, er du der? To minutter på 13, men ville bare sjekke inn.


Susanne: The critic is present.


Aina: Presis! Som i skriften. Velkommen til B&Bs sjattrom! B&B har hatt mange samtaler, ikke minst har vi to fysiske utgivelser, om det å gi litterær oppmerksomhet til en kvinne. I tillegg har vi snakket en god del om noe vi har kalt «lyrisk sakprosa», som enkelt kan forklares som en poetisk og samtidig saklig fortelling/fremstilling. Mao så er en hybridbok som Leonoras reise, et prakteksemplar på hvordan to slike interesseområder kan sammenkobles.


Susanne: Litterær opmærksomhed til en kvindelig kunstner?


Aina: For eksempel. Ane Nydal har gitt oppmerksomhet til en kvinne som kanskje ikke mest er kjent som kunstner, Gulnara Karimova – men sett stort på det er hun jo en slags altmuligkunstner. Men – Leonoras reise. Vi må snakke både om form og innhold av denne boka. For det er jo ikke en vanlig biografi. I forordet står det: «Planen er å følge Leonora på reisen hennes, men Leonoras historie er ikke hele historien . . (det er) historier fra samtiden, og den som reiser.»


Susanne: Netop. Jeg havde intet valg med hensyn til Leonora, hun valgte mig på et tidspunkt hvor jeg sad desperat og tastede løs på en ansøgning om stipend fra NFFO.


Aina: Ah! hvordan kom hun da?


Susanne: Jeg havde ingen intention om at besøge Leonora i hendes tid, det var ikke planlagt som et «udstyrsdrama» ... den slags film som forsøger at genskabe en tid, som ofte kan virke nostalgiske. Da jeg så den norske kunstner Anne Kjersti Bjørns lille film «Ung, vakker og begavet» fra 2001 om de surrealistiske kvinder, dukkede Leonoras hvide ansigt op midt i noget som jeg troede var en morsom og letbenet animationsfilm. Her kom Leonoras ansigt ud af mørket, hun bor i Mexico City på dette tidspunkt, det er i nogle af hendes sidste leveår (1917-2011), og hun stirrer ind i kameraet og taler med sin stive britiske accent. Hun krævede at være nærværende i min tid, ikke omvendt. Jeg rejste til Mexico City, den rejse er del af bogen, men det handler på mange måder om at vække det Leonora-agtige op i en lidende samtid. Det er samtidens problemer som er i centrum. Klimakriser og hjernekriser.


Aina: Ja, den som tror dette er en ren biografi om Leonora Carrington blir kanskje skuffet, men til gjengjeld får man en tekst som strekker seg mye lenger, utenfor enhver sjanger kan man si; en bok som på et vis viser frem hvordan verden idag (endelig) kan forstå og nærme seg Carringtons kunst: nemlig gjennom økofeminisme og science fiction-litteratur og -film. Parallelt er boka også et portrett av freelancerens liv og psykiske helse – dvs kulturarbeideren som du skriver, som er den som gjenoppliver den døde kunstneren. Hvordan ble denne boka seende ut som den gjør? Skrev du underveis mens du reiste, eller hvordan ble den til?


Susanne: Jeg tog noter og skrev dagbog, men skrev den egentlige tekst senere. Man kan sikkert blive genreskuffet hvis man fæstner lid til en stabil og objektiv fortæller som går kronologisk til værks. På den måde byder den narrative struktur, som jo melder helt klart ud om at dette er et essay, ikke en traditionel monografi, på overraskelser, på et pludseligt nærværende jeg som taler om ting som næsten er tabubelagte; om kulturarbejderens (og ultimativt vores alles) depression og selvmordstanker i en tid hvor arbejdslivet er ustabilt og præget af gig-økonomi, altså at man arbejder fra det ene kortvarige projekt til det andet i en tid hvor kulturen, i hvert fald den vestlige, er på en slags kollisionskurs med den biosfære som vi også er del af, den som er langsom og tavs; alt som irriterer moderne mennesker som længes efter endeløst fremskridt.

For at svare på dit spørgsmål: Jeg er i udgangspunktet en crazy skriveskoleelev fra de tidlige 00'ere som valgte en anden vej end lang nats rejse mod publiceret roman på et stort skandinavisk forlag. Mine skriveskoler efter skriveskolerne i Bergen og Bø var Vagant og Klassekampen. Her har jeg lært at være maksimalt fri og kreativ indenfor visse stramme formater. Du er intet værd som freelanceskribent hvis du ikke leverer til tiden og leverer i et passende format og skriver et alment forståeligt sprog. Dette så jeg som en udfordring som kunne kombineres med mit eget skrivevæsen og mine egne tanker og holdninger som er stærkt præget af den litterære undergrund i Bergen i de tidlige 00'ere. To cut a long story short: Jeg har lært mig selv en metode hvor den stramme forsker i mig laver research og sætter op nogle regler, men indenfor de rammer jazzes der ikke så lidt, så det er en slags embedded improvisation, hvis det gir mening. Det er en krævende metode. Men det betyder altså at de "skævheder" og genrebrud – som har irriteret visse kritikere – er bygget ind fra starten, det er ikke mig som går bananas ved tastaturet og mister kontrollen. Det er en meget bevidst komposition. Det blir sikkert endnu sværere at acceptere at huset er skævt bygget fra starten, men der er fantastiske skæve huse i verden som fungerer fint. Det er disse skæve huse som jeg så for mig og som jeg er så glad i. Så jeg mener altså at man kan være pædagogisk formidlende og formmæssigt eksperimenterede på samme tid. Det burde ikke være kontroversielt.


Aina: Jeg har tenkt at boka handler om det å være et skrivende menneske, skrivende – og reisende. Kanskje aller mest, noe du har beskjeftiget deg med i lang tid; hvordan tenke gjennom kunst – og spesifikt i denne boka, hvordan tenke gjennom Leonora Carrington – Leonora som den fremmede, «som en alien», som du skriver. Dette med å nærme seg en person, ja «vække opp det Leonora aktige». Og i bakgrunnen ligger den myteskapende tilnærmingen til galskap – surrealismens motto: "i vanviddet ligger den nye verden." Men å dyrke galskap trengte ikke Leonora gjøre, da hun selv fikk erfare den på det mest brutale vis. Det jeg lurer på: utvalget du har gjort av Leonoras liv, det fortelles mest om den delen av livet hennes som er mest kjent – det historiske høydepunktet i møtet med Max Ernst i Paris, like før krigen, sammenbruddet hennes i Spania og så reisen/flukten til USA – før hun lander i Mexico. Men det er lite vi får vite om livet hennes i Mexico. Hvordan kom du frem til disse utvalgene?


Susanne: Efter at have læst al Leonora-litteratur jeg kunne komme i nærheden af virkede det som om hun i første omgang er blevet optaget i kunsthistorien som et vedhæng til Max Ernst som hun dannede par med i surrealismens vigtigste år i Paris på det sene 30-tal og frem mod WWII. Jeg fik også det indtryk at hun aldrig ville være nogens muse, selvom det stort set var en kvindes eneste billet ind i miljøet på den tid. Hun var ganske færdigudviklet som kunstner da hun traf Ernst i London og flygtede med ham til Paris. Der var hun bare 20 og Max er 46, alligevel får hun ikke surrealismen fra ham, hun havde allerede fundet den som en understrøm i den katolske opvækst i et overklassehjem hvor de ældre kvinder alle var af irsk afstamning og optaget af et magisk, keltisk myteunivers. Men det er jo en af kunsthistoriens ironier, for i anden omgang, som måske først er nu i 2020, ni år efter hendes død, at vi får øjnene op for den sene Leonora, den kunstner som arbejdede i Mexico City efter flugten fra Europa, og som indgik i et tæt og inspirerende venskab med andre eksilkunstnere som Remedios Varo og Katy Horna. I 2017 da jeg rejste til Mexico City vidste jeg ikke at det danske museum for samtidskunst Louisiana planlagde en stor udstilling med de kvindelige surrealister på samme tidspunkt hvor bogen kom ud, men det begyndte allerede at koge op i 2017 omkring Leonoras 100-års fødselsdag. I den engelsksproglige verden var der meget aktivitet omkring hende, og interessen og aktiviteten er bare taget til i styrke siden. Det er den sene Leonora jeg lurede på, men kan ske jeg delvist fejler. Jeg sidder i Mexico City med influenza og skriver et essay om Depeche Mode, så det går ikke så godt med researchplanerne i første omgang.


Aina: Nettopp. Forholdet mellom ønske og det som faktisk skjer. Og da blir kulturarbeiderens fysiske liv utslagsgivende...


Susanne: Ja, absolut. Helst rejse til et land langt væk hvor jeg ikke forstår sproget. Rusland først og siden Latinamerika. Det ligner en strategi.


Aina: Reise og skrive: Skrive om noe og tenke på noe annet, lete etter en tredje ting og finne noe åttende. Ja, dette er kanskje strategien for det Christenske språket: Overraskelsene – oppfinnsomheten. Bryte normer i skrivemåter – la diktning blandes med sannhet. Det å ta seg friheter, leke i tankene – og i skriften.


Susanne: Jeg tror nok meget af logikken går på tværs af den som altid virker så underforstået i diverse journalistiske sager om litteratur, at der er virkelighed og så er der surrealisme som er hubba bubba og drøm og tull, liksom. Det er på mange måder også den traditionelle læsning af surrealismen, at den er drømmeagtig og dermed apolitisk og ikke-virkelig, men jeg er ikke enig. Både Leonoras litteratur og hendes kunst har stærkt selvbiografisk præg, men sproget er ikke det vi kender fra dagens nedskrabede «virkelighedslitteratur» ... jeg mener at man har forvildet sig ind i en blindgyde hvor man er begyndt at gentage et mantra om at det virkelige er modsat drømmen. Jeg ler når jeg skriver dette for det er så kort tid siden at jeg oplevede at vi alle var så meget klogere end dette. Men kan ske den store coronasøvn laver om på dette.


Aina: Den moderne surrealisme... Jeg tenker på interessen din for magi og fantasi, det å la surrealisme bli en skrivemåte. Som det å dikte opp en samtale mellom Leonora og økofeministen Donna Haraway, hvor Leonora blant annet sier: «Kunsten og vitenskapen må begynne å snakke sammen, slik de gjør i sci-fi sjangeren... for hvor blir det av de størrelsene i norsk samtidslitteratur..» Kulturarbeiderens humør og agenda smelter sammen i form av teater.


Susanne: Jeg er meget glad i Elisabeth Beanca Halvorsens bøger om Elfriede Jelinek og Dorris Lessing, hun er en flink (og dydig, det vil sige faktaorienteret) sakprosaist samtidig med at hun arbejder vældig scenisk og sætter op disse vilde teateraktige dialoger. Haraway er jo Leonoras perfekte samtalepartner, og det tog helt af. Jeg arbejdede med Leonora lidt som en skuespiller, jeg havde gjort massiv research med den rationelle hjernehalvdel og da jeg satte mig ned for at skrive dialogen, faktisk i en hytte i Vistdal ved et gammelt hvidmalet bord med løvefødder (!), brød Leonoras stemme temmelig kraftigt igennem. Der er ikke tale om spiritisme, altså, så vidt jeg er orienteret, men jeg slap min viden om Leonora løs på en ny måde ved at vove at iscenesætte hendes stemme.


Aina: Kulturarbeideren er også en kulturforvalter. Dvs ansvaret som ligger i det å bringe gammel og ny kultur frem i bevissthet... men i din bok får vi mer: du viser også frem baksiden av bokas arbeid på et vis, det faktiske livet... I det siste kapittelet, som er skrevet året etter reisen til Mexico, står det: «jeg er en liten person nå, liten trassig kropp som har løpt bort fra noen.» Som om du har gjort noe du ikke skulle gjøre, eller gjort noe annet enn forventet. En uskikkelig, rampete forfatter...


Susanne: Vil du gentage hvis der var et klart spørgsmål du lurede på?


Aina: Ja, jeg skal prøve å komme til klarhet. Jeg tenker på all uroen i boka, alle følelsene.. Jeg ser skuffelse, frustrasjon, sårbarhet som kulturarbeider, ærligheten i å ikke vite hva man søker som forfatter og kunstner: «jeg er usikker på hva jeg selv leter etter»... økonomisk bekymring og verdenskrisen som blir tydeligere og tydeligere... Men også euforien, hva som også er grunnen til at man velger og fortsetter å velge dette livet... Passasjene om det å gå seg vill på fremmede steder – lykken over å bare å kunne gå (i bilbyer som San Fransisco feks).. Og så til slutt – den håpefulle, magiske sci fi slutten på Skrova i Lofoten: «Stranden synes å love noe... En dag på andre siden av denne kortvarige plastalderen krabber vi opp av havet igjen.» ...


Susanne: Kære Aina, jeg er ved at miste sporet i vildnisset her, måske vi skulle tage en pause og redigere teksten en smule for almindelig pædagogisk forståelse?


Aina: ... her kommer det: den overraskende slutten! At etter hele bokas uro og leting, selvmord, verdenskrise – så får vi en mild og håpefull slutt... Om du bare vil si noen ord om den slutten.


Susanne: Ja, vejen frem til Skrova er interessant. Efter Mexico City interviewede jeg Gloria Orenstein i Los Angeles, en ældre forsker som lærte Leonora at kende i de tidlige 70'ere. Gloria er veteranfeminist og har skrevet bøger om økofeminisme, en teoretisk retning som på mange måder er ved at komme tilbage nu. Gloria så hvordan surrealismen og den magiske tænkning hos såkaldte naturfolk havde meget til fælles. Leonora så det selv da hun kom til Mexico. Under sin opvækst i England måtte hun kæmpe mod katolicismens dogmer, da hun kom til Mexico opdagede hun at mayafolket var blevet slået ned af katolicismen som de spanske conquistadorer bragte med fra Europa. Gloria forskede på shamanisme, blandt andet samisk shamanisme, og hun havde venner i Alta som hun besøgte, og det er der min bog ender. Jeg skrev den sidste del under et ophold på Lofoten, og der findes et slags håb om en ny magisk fremtid, og måske et nyt kunstnerisk sprog og en anderledes sammenhæng mellem mennesker og alt andet levende hvor vi ikke optræder som enevældige herskere.


Aina: Så gjennom reising og leting finner man – om ikke akkurat det man lette etter – så kanskje håp? for kulturarbeideren og for verden.


Susanne: Håb, ja. Selvom vi sidder i december 2020 og venter på vaccine og ikke er helt sikre på at vi overlever denne pandemi.